Manden i stenbruddet – en udstilling om et møde
Sunshine – del 1 er en installation, der med filmiske virkemidler får os til at søge efter sandheden i røverhistorier.
Af Louise Angelo
Alfred fortalte røverhistorier – hele tiden. Og mens han fortalte historierne, fortalte han sandheden om sig selv. Det er nemlig i røverhistorierne, Torben T. Simonsen hørte den sande historie om Alfred, da han besøgte ham i New Mexico 2012. Det er der kommet en kunstinstallation ud af, i en lille kælder på Amager.
Forfaldets gru
Torben T. Simonsen er dokumentarfilminstruktør og bruger dokumentarfilmens virkemidler til fortælle om sin oplevelse hos Alfred, en mand som Torben T. Simonsen lærte at kende i forbindelse med optagelserne til en dokumentarfilm i 2002. Dengang var Alfred en interessant karakter, som vietnamveteran, minearbejder og communityboss på stenarbejdspladsen Sunshine.
Da Torben T. Simonsen besøgte ham 10 år senere, fik han en helt anden oplevelse af Alfred: Kræftsygdom og ensomhed havde overtaget i Alfreds liv, og minderne fra en ungdom med fattigdom, vold og alkohol fyldte hans stue. Men Torben T. Simonsen fik også en anden oplevelse. En oplevelse hvor han blev tilbudt den syge mands seng, mens manden selv rullede iltapparatet hen til sofaen. Det er denne varme velkomst og enorme gæstfrihed, der er omdrejningspunktet for installationen Sunshine – del 1.
Sollys i mørket
Sunshine – del 1 er udstillet i et lille kælderlokale, med et butiksvindue der lader det bløde lys fra stearinlys strømme ud i de mørke vinteraftener til nysgerrige forbipasserende. Et skilt på døren hilser gæster velkommen med hvide ord på sort baggrund:
”Oh.. you are back…? Good to see you again. I thought about you… a lot”.
Ordene er Alfreds. Indenfor ligger endnu et skilt på gulvet med ordene:
”You can sleep in my bed”.
Skiltet ligger foran en model af Alfreds soveværelse. Ved første øjekast ligner det et dukkehus, men når man kigger nærmere på det, ser man tøj kastet på gulvet, slidte vægge, en skæv seng og iltapparatet, symboliseret ved en lille gennemsigtig slange. På væggene hænger fotos af Alfred, hans hus og stenbruddet, sammen med citater fra Alfreds historier. En sort/hvid film kører i hjørnet, samtidig med, at lyden af en mandestemme, der hiver efter vejret, ligger som et tæppe over installationen. Af og til hænger lyden sammen med det, der sker på fjernsynsskærmen. Af og til hænger den sammen med det, man læser på væggen, eller sætter stemning til de mørke billeder med lyden af pistolskud eller vindens blæsen.
Fortællingernes vendepunkter
Denne dag er kun én tilskuer kommet for at se installationen. Andre dage kommer der flere og kigger. Ole Simonsen kigger længe på hvert enkelt element i udstillingen. Han er stille.
”Det er lidt ligesom om du viser, hvad der sker inden i dit hoved”, siger Ole så, da han er færdig.
”Ja,” siger Torben, ”jeg prøver jo at vise det, som jeg oplevede Alfred, men ikke nødvendigvis præcis i den rigtige rækkefølge eller de præcise detaljer. Mere som nogle sansninger af ham som menneske.” Han tøver, før han fortsætter med at fortælle, hvordan han som dokumentarist leder efter de punkter i fortællingen, hvor tingene ikke rigtig stemmer.
Der er også ting i installationen, som ikke stemmer. Billedet af en baby med en slange i næsen og lyden af spæd barnegråd får lov at stå ukommenteret.
Kun for de få
Flere forbipasserende udenfor kigger på teksten på ruden og ind ad det store butiksvindue. De kommer ikke ind. De går videre ned ad den regnvåde gade. Udstillingen er åben i fem dage i december, fra kl. 19-21, men kun dem, der har set annoncen via facebook og mails, ved, hvad de skal kigge efter. Det er nu ikke fordi, Torben ikke gerne vil have flere gæster på udstillingen, han er bare ikke så opmærksom på det med markedsføring. Men det er heller ikke det vigtigste:
”Det er ligeså vigtigt for mig, hvad det er for tanker, udstillingen sætter i gang hos andre, som hvis der var rigtig mange, der så,” siger Torben T. Simonsen.
Han fortæller om én, der har set udstillingen og bagefter har skrevet til Torben, at han har drømt om Alfred om natten efter at have set udstillingen. Som filmfortæller laver Torben T. Simonsen intime fortællinger, som man typisk ser alene eller i små selskaber – det ligger i naturen af de værker, han skaber.