Den seddel der hænger på det hvide skab til højre for mig. Den let krøllede seddel. Det er et såkaldt blåt bilag som man bruger på rejser i de varme lande. En praktisk foranstaltning for at kunne afstemme et regnskab. Men her er den brugt til et notat. Der står “traktor uden hjul”. Det har hængt så længe på skabet at solen næsten har visket kuglepennens blæk ud. Jeg tror også kun at man kan ane papirets blå farve.
En spinkel dreng (mig) på 3-4 år vandrer rundt i det gule hus med fladt tag og siger “traktor uden hjul, traktor uden hjul, traktor uden hjul….” Han ved at han skal huske ordene, det er vigtigt. Det er afgørende at han ikke glemmer dem. Det bliver et tilbagevende mantra for ham, mens han i ensom gang bevæger sig gennem det gule murstenshus.
Da mindet kommer tilbage til mig – for 10-12 år siden – tillægger jeg det en enorm betydning. Kan det være nøglen ind til et forsvundet land? Til den alder der findes før sproget? At kunne sige traktor uden hjul er en sproglig erobring for denne dreng. Og han ved mens han gentager ordene at det peger tilbage på noget oprindeligt.
Hvis jeg kan gå tilbage til denne tidlige tid, rejse ind i scenen med den spinkle dreng, vil jeg så kunne bygge en bro til det minde der var før sproget? Jeg forestiller mig at notatet skal føre ind i en dyb meditativ erindringsrejse af selvhypnotisk karrakter.
Det sker ikke. Rejsen ind i mantraet bliver ikke til noget, men antagelsen om at der kan bygges en bro mellem et minde fra 3 års alderen til 3 måneders alderen bliver en del af Åh John fortællingen, der opføres på Bådteateret i februar 2020. Det blå bilag på skabet var et af de notater der voksede ind i rummet. Som et notattapet.