Fotograf: Jacob Banke Olesen. Location: en stue i provinsen Quebec / Canada juni 2010.
At stå i et billede. Det er helt ok for mig. Jeg kan stille mig an. LUST lærte mig at stå. Og se ud.
Herman er mit navn i LUST. Lene giver mig navnet Herman (Her man) og jeg giver hende navnet Sylvia. Med de navne rejser vi fra 11. august til 11. september 2002 fra New Orleans til Phoenix. Vi har et udførligt regelsæt der skal overholdes, blandt andet at vi skal give hindanden nye navne. Kasper Birch filmer indgåelsen af denne pagt på Enghave Plads kort før afgang. Alle regler er konsekvent brudt efter ganske få dages optagelse i USA. Bortset fra det med navnene. Vi præsenterer os altid som Herman og Sylvia overfor den virkelighed vi møder.
Jeg lever videre i denne fortælling, indtil hovedværket LUST Sted One slippes fri i løbet af 2007. Jeg lever i atelieret, inde i filmen, inde klipningen, inde i programmeringen, inde i sangene. To leave is a decision, siger jeg til publikum I LUST Step One. The labyrinth surrounds you until you decide its no longer there. Ja. Jeg taler meget engelsk i LUST. Det er en del af den drøm.
Canada juni 2010. Jacob Banke står med sit kamera, han flytter spisebordet og beder mig træde ind i den Canadiske dekoration. Her står jeg med en forbrændt næse, i tvivl om min retning, på vej ind i en kræftdiagnose. Mon kroppen ved det med kræften, mens jeg står der i billedet, uden at vide noget om diagnosen endnu? Eller mon det blot er en lille gruppe af celler der ved besked, og at de netop holder det netop hemmeligt for alle de andre celler? Og har det noget med den brændte næse at gøre?
Jeg kan godt lide at sige at jeg har en depression i den periode. Det bør jeg have. Jeg må være absolut uforløst efter det lange arbejde med LUST. Jeg er ham der bærer. En hårdt arbejdende mand der aldrig giver op. Sådan ser jeg mig selv. Sådan ønsker jeg at se mig selv. Alt imens jeg længes efter at falde omkuld efter turen over det store hav.
Jeg har flere arbejdsnotater om årene efter LUST. Det er som om jeg indregner en slags depression for at afbalancere 5 års koncentration af kraft, historie, selvforståelse…
Og så slår jeg Herman ihjel. Hvorfor ønsker jeg at slå Herman ihjel? Jeg formoder det er et simpelt ønske om at komme helt ud af LUST. Sådan at jeg kan fortælle udefra. Sådan at jeg kunne få fri. Nu er alle notater kremeret.
Billedet af sangtekst + Heman i den canadiske Setting er affotograferet fra den sidste store visuelle notatbog. Den vil jeg fortælle om i et andet indslag.
