Installation til visning af LUST step one
Torben Simonsen bygger en biograf til den interaktive film LUST Step One. Installationen tager udgangspunkt i det intime forhold mellem tilskueren og filmen. Der er opsat 4 kabiner i et mørkt rum. Gulvet er beklædt med asfalt. Lyden fra amerikanerbilens lave rumlen fylder rummet. I hver kabine er et TV, en lænestol, en dvdafpiller og en remote kontrol. Lyset fra skærmene, inde i kabinerne, er det eneste lys i rummet. Som tilskuer kan du ude fra mørket følge de andre tilskueres intime møde med den interaktive film.
Installationen er produceret til udstillingen social aktion på Museet for Samtidskunst i Roskilde 2007.
Beskrivelse af installationen
LUST step one kræver et personligt og interaktivt forhold mellem sig og sin beskuer. Visningsformen er en installation der rummer 5 kabiner med skærme, dvd spillere og remote kontroller. En mand – En remote. Installationen indeholder en entre, en indgang og et stort rum.
Entre: Entreen er et anslag til fortællingen og en forberedelse til at træde ind i LUST step one. Den består af to vægflader.
På væggen til venstre er opsat en beskrivelse af projektet LUST step one. Og, der er foldere, der beskriver rummene i den virtuelle installation. Til højre er opsat billeder af menuerne i LUST i en cirkelform.
Foran indgangen spiller åbningsfilmen these two characters som introducerer fortællingen. Lyden er dæmpet, kommer fra oven og er den eneste lyd der spilles i rummet.
Indgang: Her vælger beskueren at træde ind det ukendte LUST landskab. Det er en formel indtræden i LUST step one.
Efter indgangen, i det store rum, er der er tre gule pile på gulvet. Amerikanske vejstriber. De peger ud i rummet og fortæller at du træder ind i et valg.
Rummet: Rummet er mørkt. Kun oplyst af skærmene. Kabinerne er konstrueret med åbne sider så skærmene ses ude fra rummet. Og de 5 kabiner er placeret sådan at der opleves en dybde og et landskab i de 5 monitorer, hvor man kan se filmen, der befinder sig 5 forskellige steder i LUST landskabet. Der vil altid være et billede – også i en ubetjent kabine. Det betyder at du kan lokkes forskellige steder hen.
Kabinen: I kabinen forefindes hovedtelefon og remote. Og med disse remedier er du aktivt inde i fortællingen.
At bevæge sig rundt i DVD’en LUST step one er at bevæge sig rundt i en interaktiv labyrintisk fortælling. Fortællingen opstår gennem de valg du træffer på din vej gennem film- og menu landskaber.
At bevæge sig fysisk ind i installationen giver en optimal introduktion til valget, som er en forudsætning for oplevelsen. Du lokkes mod det der fanger dig, og din vandring rundt i LUST er startet. Installations rummet tilbyder også den optimale mulighed for at slippe ud af LUST. Man kan simpelthen rejse sig og gå. Det er en beslutning.