Det var Stace Bancroft, der gav mig navnet longleg. Han lagde mærke til at jeg havde ret lange ben, da vi først mødtes til morgenyoga i Sundhedshuset på Christiania. Jeg troede bare jeg var lang. Men det er faktisk kun mine ben der er lange. Og da Kopenhagen Torben allerede var i Staces stald på det tidspunkt, ja, så blev jeg altså til Torben Longleg.
Evolutionen gav det moderne menneske lange ben fordi det skulle flytte sig. Nu vil jeg gerne flytte mig, mod et hjem. Et sted hvor jeg kan foretille mig, at jeg kommer fra. Jeg længes efter rummet med de faste rammer. De genkendelige rammer. Det store arkiv hvor man kan fare vild. Men det er kun interessant for mig at fare vild, når jeg kan stole på, at rummet har sine faste principper.
Musiktekst fra ca. 2008 – Simonsen / Longleg: We are out in a search, for a place, a place to come from
Man har fortalt mig at fortællingen er en reduktion af virkeligheden. For mig er den gode reduktion det faste og afgrænsede rum. For her tør jeg give mig hen. Jeg ved at jeg kan komme tilbage til det samme sted, det samme billede hvis jeg starter forfra. Jeg kan trygt give slip.
Planen er nu at bygge et digitalt hjem på Longleg.one. Jeg har erobret pladsen. Det er dog som om at infrastruktur og sanselighed forbliver fremmede størrelser, siden opleves stadig ikke hjemmelig. Arbejdet med menuen som udtryk, oplevelse og navigation er endnu kun lykkes for mig på LUST Step One (DVD udgivet 2007). Jeg kunne godt lide dvd’ens programmeringsværktøjer; og det låste billedeformat jeg kunne komponere i forhold til. På nettet har jeg endnu aldrig nailet den. (Mikkel Skov gjorde det udemærket på udslip.net – den fortæller jeg om senere)
“It’s under construction”. Sådan sagde de også om deres hjem, dem der inviterede os indenfor da vi i 2002 kørte gennem USA under optagelserne til LUST. Det var let rodede hjem med byggematerialer og drømme, hvor der var plads til gæster. De var i stand til at leve inde i drømmen og være ganske tilfredse med den virkeligheden der omgav dem. Det gav en særlig slags gæstfrihed. Og sådan er det nok også med siden her. Hvis I kunne se hvad jeg forestillede mig ville I synes det var mægtigt. Men frem for alt. I er velkomne.